Tilbud til skoler
Her kan du se en samlet liste over Bibliotekets læringstilbud til kommunens mange skoler. Der er en bred vifte af tilbud og der kommer løbende nye til. Det er også her du kan finde vores særtilbud, som for eksempel forfatterbesøg.
Vi giver også gerne en hjælpende hånd i forbindelse med temaer og emneuger, hvis I mangler materialer eller savner inspiration til bøger, film og musik.
Vi håber, at du vil bruge de tilbud vi har samlet og glæder os til at høre fra dig.
Husk: Tilbud er et supplement til skolernes egne tilbud.
Praktiske oplysninger og booking
Booking af tilbud skal ske senest en måned før ønsket afvikling og foregår ved at sende en mail til Børnebiblioteket (bornebib@slagelse.dk).
Ved booking skal der oplyses følgende:
Tilbuddets navn
Forslag til datoer og tidspunkter, det kan finde sted
Hvilket bibliotek det skal finde sted på
Hvilken skole I kommer fra
Antal elever
Klassetrin
Kontaktoplysninger på lærer (navn, mail og gerne telefonnummer)
Hvis der skal oprettes lånerkort til eleverne skal de medbringe underskrevet indmeldelsesblanket fra deres forældre eller værge samt sundhedskortet. (Print indmeldelsesblanket).
Alle årgange: Booktalk
Mangler I inspiration til læsning? Biblioteket fortæller om nogle af de nye udgivelser, de ældre klassikere og andre gode læseoplevelser, som giver eleverne lyst til at læse.
Vi tilpasser så vidt muligt læseoplevelserne til klassens læse- og interesseniveau i samarbejde med læreren. Der kan holdes Booktalk om bøger på dansk, engelsk og tysk som udgangspunkt.
Booktalk kan finde sted hele året på Korsør, Skælskør og Slagelse Bibliotek eller på skolen, hvis det ønskes. Varigheden: ca. 30-60 minutter efter aftale.
Alle årgange: Sommerbogen
Sommerbogen motiverer børnene til at vedligeholde læsefærdighederne i sommerferien. Inden sommerferien giver biblioteket forslag til god sommerlæsning, og vi introducerer eleverne, til hvordan de kan deltage i Sommerbogen. Eleverne deltager individuelt i Sommerbogen, hvor de skal klare ti sommer-læse-udfordringer samt læse og anbefale mindst tre bøger.
Tilbuddet henvender sig til 1. - 9. klasse. Det er muligt at slå klasser eller klassetrin sammen efter aftale med biblioteket.
Varighed ca. 45 minutter og kan finde sted på Korsør, Skælskør eller Slagelse Bibliotek eller på skolen. Tilbuddet kan kun bookes i en kort periode i juni - andre tidspunkter på året kan der aftales booktalk.
0.-2. kl: Biblioteksbesøg
Eleverne bliver vist rundt på biblioteket og introduceret for blandt andet letlæsningsbøger og fagbøger.
Vi læser en historie for børnene, og de har mulighed for at få lånerkort.
Det hele varer cirka 45 minutter samt tid til eventuel oprettelse af lånerkort.
3. kl.: Bibliobitterne
Bibliobitterne er en app, som introducerer børn til biblioteket på en sjov og legende måde.
Et rumskib er styrtet ned på biblioteket, og børnene sendes, med iPads, på en interaktiv mission blandt bibliotekets forskellige genrer. Missionen er at finde de forskellige Bibliobitter, der gemmer sig blandt deres yndlingsbøger. Børnene skal også løse en række udfordringer for at få Bibliobitterne med tilbage til rumskibet.
Startskuddet til missionen sker i børnenes egen klasse. Her møder de Bibliobitterne i første del af historien, skrevet af forfatter Thomas Brunstrøm (varighed 1 time).
På biblioteket får klassen, den anden del af historien, bliver introduceret til biblioteket og får udleveret iPads til at gennemføre missionen.
Forløbet på biblioteket varer cirka 90 minutter. Skal der oprettes lånerkort skal der afsættes ekstra tid til det.
3.-6. kl.: Biblioteksintroduktion med quiz
Eleverne bliver kort introduceret for bibliotekets mange muligheder og tilbud. De lærer det fysiske bibliotek at kende via rundvisning og quiz, og de får slutteligt en lille booktalk med bøger til aldersgruppen, hvis tiden tillader det.
Det varer cirka 50-60 minutter.
Skal eleverne oprettes som lånere skal der afsættes tid efter til det. Elever skal medbringe tablets eller telefon.
3.-9. kl: Dit digitale liv
Biblioteket hjælper med at sætte fokus på hvad der sker online og kommer ind på blandt andet både trolls, fake news, billeddeling og god stil på nettet. De enkelte elementer i oplægget afhænger af hvilken årgang, der er på besøg.
Vi tilpasser løbende indholdet afhængigt af hvad der rører på sig i verden, så snak med os hvis der er bestemte emner I føler der skal tages op for at gøre det relevant for eleverne. Da det er et meget stort emne kan vi ikke nå rundt om alt på den tid og der skal derfor udvælges emner i fællesskab.
Forløbet er sat til at vare omkring 45 minutter, men kan justeres afhængigt at ønske fra lærer.
Forløbet varer omkring 45-60 minutter og kan finde sted på Korsør, Skælskør eller Slagelse Bibliotek samt på skolen.
4.-9. kl: Informationssøgning og kildekritik
Eleverne bliver vejledt i, hvad de bør tænke over i forbindelse med søgninger på internettet, nyheder, billeddeling, og hvordan de kan vurdere en hjemmeside og dens relevans. De bliver præsenteret for enkelte kildekritiske metoder.
Tilbuddet er henvendt til mellemtrinnet eller udskolingen og varer omkring 20-40 minutter pr. oplæg.
Programmet kan sammensættes udfra følgende emner:
Billeddeling og god stil online (ca. 40 minutter)
Brug af billeder i opgaver (ca. 20 minutter)
Hvad er data? Hvad giver du tilladelse til bliver delt om dig? (ca. 20 minutter)
Spot det fake - nyheder, fake news og clickbait (ca. 30 minutter)
Informationssøgning på slagelsebib.dk og Faktalink (mellemtrin ca. 30 minutter)
Informationssøgning på slagelsebib.dk, bibliotek.dk samt Faktalink (udskoling ca. 30 minutter)
Søgning på nettet og kildekritik light (mellemtrin og udskoling ca. 45 minutter)
Særlig opmærksomhed i forbindelse med opgaveskrivning:
Her bør der bookes tid til både Informationssøgning på slagelsebib.dk m.m. og Søgning på nettet og kildekritik. På den måde kommer eleverne hele vejen rundt og lærer hvordan de søger efter fysiske materialer, søger online og kvalitetsvurderer både hjemmesider og fysiske bøger / artikler.
Ønskes der mere fokus på et givent område kan vi i fællesskab udvikle et program.
Introduktionen kan finde sted på biblioteket eller på skolen alt efter ønske og behov.
6.-9. kl.: Podcast-workshop
Nu kan dine elever få en inspirerende og praktisk intro til podcastmediet. De lærer om lydens virkemidler og podcastens evne til at gribe lytteren. Og så skal de i grupper prøve at producere en podcast med vores mikrofoner. De får også installeret en gratis 2-måneders-prøvelicens til det danske podcastredigeringsprogram, Hindenburg, på deres egne pc’ere. Så kan arbejdet snildt fortsætte hjemme i klassen.
Faglighed og podcast
Det faglige sigte med workshoppen er, at alle elever får en større bevidsthed om lydens virkemidler og podcastens evne til at skabe billeder i hovedet på lytteren. Vi arbejder også med brugen af stemmen og sproglig formidling af et fagligt stof.
Podcastworkshoppen henvender sig primært til dansk- og engelsklærerne. Vi vinkler indholdet efter, hvad I arbejder med i faget, eller andre ønsker I måtte have. Det kunne fx være:
Podcastdokumentar om et emne tilsat lyde og musik
Snakkepodcast med fokus på elevernes egne holdninger og argumentation
Podcastdrama og remediering af en tekst
Hvor og hvornår foregår det?
Podcastworkshoppen kører over 2 formiddage – kl. 9-12 – gerne med en uges tid imellem. På den måde kan eleverne arbejde videre med deres egen podcast hjemme på skolen i de mellemliggende dage:
Dag 1: Introduktion til lyd og lydudstyr og en bunden, praktisk opgave
Dag 2: Eleverne producerer og redigerer deres egne podcasts
Workshop afholdes i udvalgte uger på Slagelse Bibliotekerne.
Særtilbud: 7.-9. kl.: Gys i kælderen
Særtilbud: Oplev Sallys Far Thomas Brunstrøm
Glæd dig til alle detaljerne kommer helt på plads og hold øje med skolens postkasse.